Er dråberne under ”Jyllands næse” en forkølelsesvirus? Er sjællandsk syge alvorligt? ”Sjællandsk syge” betyder, ifølge Dansk synonymordbog, det samme som at skulke eller pjække og i Ordbog over det danske sprog fra 1940, omtales det som et spøgefuldt udtryk for dovenskab eller ugidelighed. Måske ikke helt tilfældigt? Sygefraværet er to en halv gang større i København og på Frederiksberg, end gennemsnittet på landsplan. Jeg tør, som københavner, ikke funderer over om jyder har større arbejdsmoral end sjællændere, men det stigende sygefravær har store menneskelige og samfundsmæssige omkostninger.
Sygefraværet fra danske arbejdspladser er næsten lige så højt som ledigheden. Det samlede sygefravær i Danmark svarer til ca. 140.000 fuldtidsstillinger årligt. Med én sygedag mindre svarer det til at arbejdsstyrken får tilført 10.000 flere personer årligt. I 2002 blev der udbetalt sygedagpenge til 448.100 personer. Det er det højeste niveau i de seneste 10 år og det samlet sygefravær koster årligt samfundet 25-28 mia. kroner.
Fælles fodslaw
Det er derfor godt fagbevægelsen (LO) og beskæftigelsesministeren for en gangs skyld har fundet fælles fodslaw. Regeringen fremlagde i december 2003 en handlingsplan "Det gør vi ved sygefraværet". Planen indeholder 23 forslag, som kan være med til at nedbringe sygefraværet. I hele landet holder beskæftigelsesministeren ”partnerskabsmøder” med fagbevægelsen, arbejdsmarkedsråd og kommunerne om nedbringelse af sygefraværet. Sygefravær har også været en væsentlig del af de nye overenskomstaftaler. Enigheden er ikke entydig og der er stadig nogle knaster: skal sygefravær være en del af arbejdsmiljølovgivningen? Skal statens refusion til sygedagpenge nedsættes fra 50 til 35 pct. efter 26 uger og hvem skal administrere de syge? Syge håndteres under sygedagpengeloven, en lov der gælder over hele landet og en lov, der ikke åbner de store muligheder for lokale kommunale fortolkninger. Alligevel ligger administrationen i kommunerne, der så til gengæld administrere reglerne meget forskelligt. Perspektivet er jo skræmmende, set i relation til kommunernes ønske om at overtage arbejdsmarkedsindsatsen. Måske burde kommunerne fratages opgaven med at administrere de syge? Opgaven kunne lige så godt ligge hos f.eks. Arbejdsformidlingen (AF).
Alle arbejder seriøst med problemet og regeringen afsætter 60 mio. kr. i 2005 og 50 mio. kr. i hvert af de følgende år.
Sat på affyringsrampen
Det er vigtigt vi tager det høje sygefravær seriøst. I tider med høj ledighed bliver det stadig sværere for sygdomsramte at komme tilbage i job. En undersøgelse har vist, at 60 procent af dem, der er sygemeldt i mere end 13 uger, seks år senere helt har mistet fodfæste på arbejdsmarkedet og fraværets længde er en væsentlig faktor til at blive ”sat på affyringsrampen” og skudt ud af det aktive liv på arbejdsmarkedet. Det er en ond cirkel, der især rammer de traditionelle arbejdergrupper og de ufaglærte. På et arbejdsmarked, hvor mange er overbeskæftiget, arbejder for meget, for hårdt og nedslides, mens andre slet ikke har noget arbejde. 1,3 millioner mennesker modtager midlertidig forsørgerydelse, som sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp. Hele 157.000 af dem bevæger sig på den yderste kant af arbejdsmarkedet og har modtaget offentlig forsørgelse i mindst 80 procent af tiden i de seneste tre år. Det rummelige arbejdsmarked eksisterer kun i festtaler eller på plakater i Århus med titlen ”lad ikke sygdom udvikles til ledighed”. De samlede udgifter til sygedagpenge i Århus kommune nærmer sig en halv milliard kroner og er på det højeste niveau i 10 år og ligger over de øvrige fem største byer herhjemme. Det er en stor økonomisk belastning og kommunen udbetalte hele 489 millioner kroner i 2002. En stigning på knap ti procent i forhold til året før og kommunen vil derfor fremover gøre sygefravær til et væsentligt indsatsområde.
Noget-politikken, som unødvendig bremseklods
Vi må begrænse sygefraværet og finde fælles fodslaw. Også med de ansatte på de 14 AF-regioner, hvor sygefraværet de sidste fire år er vokset markant og er langt over gennemsnittet for staten. Det er da et paradoks at dem, der skal formidle arbejde, har noget af den højeste sygefravær. Ramt som de er af besparelser, personalenedskæringer, ny beskæftigelsesreform, kompliceret lovgivning og med en trussel om deres arbejde skal overtages af kommunerne.
Vi må ikke ofre de svageste på en noget for noget-politik og indførelse af millimeterretfærdighed, der kun har én taber og det er dem, der ikke kan bringe så meget ind i fællesskabet. Det er en lang, sej vej op ad bakke med noget for noget-politikken, som unødvendig bremseklods.
|
